I slutningen af juni valgte HP Bygs mangeårige administrerende direktør at træde tilbage, og nu – to måneder efter – er afløseren fundet. Virksomhedens økonomidirektør gennem 10 år, Carsten Elgaard Sørensen, tager tråden op – og er klar til at videreføre HP Bygs værdier og ambitioner om fortsat vækst.

Da HP Byg offentliggjorde, at byggevirksomheden, som har hovedkontor i Aalborg og lokalkontor i Ballerup, skulle have ny administrerende direktør, slog bestyrelsesformand Birger Trier Larsen fast, at dette ikke var et tegn på nye tider i HP Byg. Med udnævnelsen af Carsten Elgaard Sørensen ønsker han at sætte to streger under dette: Foruden, at Carsten Elgaard Sørensen har været konstitueret som administrerende direktør siden slutningen af juni, har han som virksomhedens økonomidirektør gennem 10 år været en vigtig del af den udvikling, HP Byg har oplevet.

Den rigtige til opgaven

Da Carsten Elgaard Sørensen, som nu er øverste chef for knap 290 ansatte, kom til HP Byg i 2012, havde han i forvejen 15 års erfaring med ledelse og virksomhedsdrift. Det er, fortæller Birger Trier Larsen, denne solide base inden for ledelse i kombination med hans indgående kendskab til byggebranchen og i særdeleshed HP Byg, der giver ham de rette personlige og faglige egenskaber:

– På 10 år er omsætningen gået fra 212 millioner til 756 millioner. I samme periode har virksomheden udviklet sit værdigrundlag, og organisationen er rustet til flere, større og mere komplekse projekter, ligesom serviceafdelingen fortsat vokser. HP Byg er blevet en stor virksomhed, og selvom vi nu oplever følgerne af blandt andet de højere materialepriser, er ambitionen om vækst intakt. Det er en krævende opgave at stå i spidsen for en virksomhed som HP Byg, og i bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at Carsten Elgaard Sørensen er den rigtige.

I øjeblikket opfører HP Byg blandt andet 202 familieboliger, erhverv og parkeringskælder i centrum af Høje Taastrup, 134 boliger på Eternitgrunden i Aalborg samt 152 boliger tæt ved lystbådehavnen i Kolding. Gennem de seneste måneder har virksomheden blandt andet vundet opgaver inden for renovering af etageejendomme samt indgået en rammeaftale om vedligehold af Forsvarets bygninger i Nordjylland.

Glæder sig til arbejdet

Opgaven for den nye administrerende direktør er nu at videreudvikle aktiviteterne; både i forhold til de større byggeprojekter i det sjællandske og i Jylland samt de mange opgaver, som virksomhedens serviceafdeling løser i Nordjylland. Og det er et arbejde, som Carsten Elgaard Sørensen glæder sig til:

– Det har været en fornøjelse – både personligt og fagligt – at være med gennem nu 10 år, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i den nye rolle. Vi har en stærk organisation med dygtige medarbejdere samt mange igangværende projekter, der rækker ind i både 2023 og 2024. Opgaven består nu i at bygge videre på det stærke fundament, som allerede er lagt, fortsætte planen om vækst og i det hele taget videreføre de værdier og den ordentlighed, vi gerne vil være kendt for.

Læs også:

Flere nyheder fra HP Byg

  • 25/08/2023

    HP Byg udpeger ny administrerende direktør

    Fælles indsats og nye ordrer bringer HP Byg tilbage på sporet
    Efter en fælles indsats i kombination med et forår med nye ordrer er HP Byg godt på vej til at indfri de positive forventninger for 2023.

  • 02/08/2023

    HP Byg udpeger ny administrerende direktør

    Mange grunde til at vælge praktik hos HP Byg
    Bygningskonstruktøruddannelsens 6. semester består af 20 ugers praktik. To gange om året tager HP Byg imod et hold studer­ende, som typisk bliver tilknyttet én eller flere byggepladser. Læs om de oplevelser og erfaringer, som tre af de studerende har fået med sig fra praktikken.

  • 15/06/2023

    HP Byg udpeger ny administrerende direktør

    Nye titler – og ét nyt ansigt – i HP Bygs organisation
    I den seneste tid har vi foretaget en række ændringer i HP Bygs organisation – og der er kommet et nyt ansigt til.