I 10 år har den nordjysk funderede byggevirksomhed, HP Byg, præsteret en næsten ubrudt vækstkurve. Med strategiplanen fra 2020 er der etableret lokalkontor på Sjælland, ledelsen er styrket og organisationsstrukturen er klar til fremtiden. Efter sammenlagt 18 år i HP Byg har Henrik Petersen valgt, at tiden er rigtig til at træde tilbage som administrerende direktør.

I 2004, da Henrik Petersen kom til HP Byg, lå virksomheden ved Hjørring, og det var her, mange af byggeopgaverne blev løst. HP Byg havde netop fejret sit 50-års jubilæum, og efter to år som afdelingschef blev han teknisk chef og i 2008 teknisk direktør; i 2011 overtog han rollen som administrerende direktør.

Henrik Petersen har blandt andet været med til at implementere ’Grøn Proces’, som er virksomhedens faste redskab til byggestyring, samt værdierne respekt, faglighed og handlekraft. I 2014 flyttede virksomheden til et nybygget domicil i Aalborg, som blev udvidet i 2020, og siden 2011 er den årlige omsætning steget fra Kr. 212 millioner til Kr. 756 millioner i 2021.

I 2017 afleverede HP Byg sit første større byggeri på Sjælland, mens lokalkontoret i Ballerup kom til i 2020. Blandt de seneste års referencer i Østdanmark er 78 boliger ved Søndre Havn i Køge samt et DGNB-byggeri med 139 boliger i Hedehusene. I Vestdanmark har HP Byg senest afleveret blandt andet Parkbyen med fem boligtårne i Aalborg, en række erhvervsbyggerier samt 69 almene boliger i den nye bydel, Stigsborg, i Nørresundby.

Det føles rigtigt

På spørgsmålet om, hvorfor den afgående administrerende direktør nu har valgt at træde tilbage, fortæller han:

– Både fagligt og personligt har det været fantastisk at være med i udviklingen af HP Byg, og nu føler jeg, at tiden er inde. Vi har i dag en stor organisation med dygtige og kompetente medarbejdere, som vil videreføre det HP Byg, vi kender, og vi har en platform, som kan understøtte den fortsatte vækst. Jeg har haft overvejelserne i noget tid – det har været en svær beslutning, men det føles rigtigt.

Birger Trier Larsen, som er formand for bestyrelsen, understreger desuden, at Henrik Petersens beslutning ikke skal ses som udtryk for, at der nu er nye tider på vej i HP Byg. Virksomheden kommer med andre ord til at fortsætte ad det spor, der er lagt, og hverken medarbejdere, kunder eller samarbejdspartnere skal forvente større ændringer:

– Vi havde gerne set, at Henrik Petersen havde fortsat sit arbejde. Vi har haft et fortrinligt samarbejde over årene, og han har ført virksomheden fremad ad vækstsporet. Hans tilbagetræden sker i fordragelighed – det er en vellidt direktør, der stopper, og vi vil gerne takke ham for hans store indsats.

Organisationsstrukturen er på plads

Kigger man nogle år tilbage, vil man se, at fra 2017 til 2018 steg HP Bygs omsætning med ca. 17%, mens den fra 2018 til 2019 steg med 15,5%. Videre til 2020 steg den igen med 17%, mens den i 2021 – efter et år, der blev betegnet som vanskeligt, blandt andet på grund af stigende priser og leveringstider på byggematerialer – steg knap 3%.

Hvert år er en del af overskuddet blevet investeret i udvikling, og foruden det nye, udvidede hovedkontor og afdelingen i Ballerup er ressourcerne bliver lagt i en stærkere serviceafdeling og et nyt snedkerværksted. Der er desuden investeret i rekruttering og kompetenceudvikling, hvilket betyder, at selvom der fortsat er enkelte ubesatte roller, er fremtidens organisationsstruktur på plads. Henrik Petersen fortæller:

– Med en sammentømret ledelsesgruppe, specialiserede afdelingschefer inden for beton, murer og tømrer samt afdelingschefer, som skal sikre den overordnede styring af projekterne – og naturligvis dygtige håndværkere, kalkulatører og projekt- og entrepriseledere – har HP Byg en organisationsstruktur, som kan håndtere stadigt flere og mere komplekse projekter samt en endnu højere omsætning.

Læs også:

Konstitueret direktør fortsætter kursen

I forhold til, hvad der nu skal ske, fortæller Henrik Petersen, at for hans vedkommende har han brug for at tænke sig om og mærke efter, før han ved, hvad fremtiden skal bringe. Han vil dog fortsat stå til rådighed som sparringspartner for ledelsen.

Virksomhedens økonomidirektør, Carsten Elgaard Sørensen, som har været i HP Byg siden 2012, er indsat som konstitueret administrerende direktør, og på denne måde er der tale om en person, fortæller Birger Trier Larsen, der kender virksomheden indgående, og som selv har været en vigtig del af udviklingen.

– Vi fik en forsmag på det i 2021, og med fortsat stigende materialepriser, længere leveringstider, stigende rente og den nye økonomiaftale for de danske kommuner må vi forvente, at byggebranchen i noget tid endnu vil være vanskeligere at agere i. Vi er trygge ved, at Carsten Elgaard Sørensen indtræder som konstitueret administrerende direktør, så der er ro på. På den lange bane skal vi sikre, at HP Byg fortsat vil være kendetegnet ved de værdier og den ordentlighed, vi kender, og at virksomheden kan fortsætte kursen mod yderligere vækst.

Læs også:

Flere nyheder fra HP Byg

  • 12/03/2024

    HP Byg er klar til fremtiden – direktør giver  roret videre

    Fra praktik til projektleder
    Historien om Anders Chris­tensen og Jannik Mose Skov handler om to studerende, der startede som praktikanter og fortsatte som studentermedhjælpere – og som nu er fastansatte projektledere på et af HP Bygs mest synlige projekter i Aalborg.

  • 06/03/2024

    HP Byg er klar til fremtiden – direktør giver  roret videre

    Stabil og positiv udvikling hos HP Byg skaber godt fundament
    ”Kort fortalt var 2023 et godt år”, fortæller HP Bygs adm. direktør, Carsten Elgaard Sørensen. Omsætningen dykkede, men den nordjyske entreprenør slutter med et tocifret millionresultat, som ligger over prognoserne. Samtidigt blev året brugt på at styrke fundamentet yderligere.

  • 12/01/2024

    HP Byg er klar til fremtiden – direktør giver  roret videre

    Kendt Aalborg-bygning renoveres til svanemærkede boliger
    En historisk bygning, som de fleste aalborgensere kender: Den har rødder i byens industrialisering og i dens status som universitetsby – og nu bliver den renoveret og bygget om til svanemærkede boliger.