
Service og de mindre byggeopgaver har altid været en vigtig del af HP Byg. Og mens vi over de seneste år har opført stadigt flere erhvervsejendomme og etagebyggerier, er serviceafdelingen også vokset. Senest har vi budt velkommen til vores nye servicechef, Dennis Skovby Jespersen.
Hos HP Byg er vi i øjeblikket i fuld gang på flere store projekter; fx Parkbyen og Oasen i Aalborg, 139 DGNB-certificerede boliger i Hedehusene, 218 boliger på den forhenværende Rolls Royce-grund i Aalborg samt renoveringen af Vinkelgården i Frederikshavn. Men for HP Byg, hvis historie går tilbage til et 20m2 værksted i 1953, har de mindre opgaver – fra spjæld til ombygninger, renovering og nybyggeri – altid været vigtige. Og som vores administrerende direktør Henrik Petersen forklarer, er der i strategien frem mod 2025 sat ekstra fokus på service og de mindre opgaver:
– Med nye kontorer, et langt større snedkerværksted og ansættelsen af en række meget erfarne medarbejdere har vores afdeling for service og mindre byggerier udviklet sig meget over de seneste år. Dermed er vi klar til at hæve aktiviteten bredt; det vil sige både på spjæld og opgaver inden for om- og nybygning samt renovering og produktion af inventar.
Som eksempler på opgaver, afdelingen har løst over de seneste år, nævner Henrik Petersen en tilbygning til Skoda Aalborg, renovering af feriehuse for Skallerup Seaside Resort, en ny velfærdsbygning til Vrå Sognekirke samt restaurering af vinduer på en fredet ejendom i Aalborg. Derudover bliver der på snedkerværkstedet udført opskæring af materialer og produktion af inventar; både til HP Bygs egne sager og som underleverandør til andre byggefirmaer.
Som den seneste udvikling i serviceafdelingen, der ved slutningen af 2020 tæller 35 medarbejdere, har vi ansat en ny servicechef, der som medlem af ledergruppen skal videreudvikle afdelingen på det fundament, der nu er lagt.
En bred afdeling med fokus på professionelle kunder
Vores nye servicechef hedder Dennis Skovby Jespersen, og foruden en uddannelse som ingeniør kommer han med fem års ledelseserfaring fra den nordjyske byggebranche. Han flyttede ind på sit nye kontor i november 2020 og ser naturligvis frem til sin rolle i HP Byg:
– Det bliver utrolig spændende at være med til at videreudvikle afdelingen for service og mindre byggerier, fortæller Dennis Skovby Jespersen og fortsætter: Med det arbejde, der er lagt, har den et stort potentiale, og jeg ser frem til at være med til at fortælle endnu flere nordjyske virksomheder og boligforeninger om, hvad vi kan tilbyde.
Om størrelsen på HP Bygs serviceafdeling fortæller Henrik Petersen: Vi forventer, at afdelingen i 2021 vil udgøre 10% af omsætningen med en stigning over de efterfølgende år. Dette betyder, ikke mindst, at vi står overfor at skulle ansætte flere medarbejder. Vi ser med andre ord et klart potentiale i at videreudvikle vores afdeling for service og mindre byggeopgaver.
Potentialet ligger blandt andet, fortæller Dennis Skovby Jespersen, i at kunne servicere kunderne bredt: Det er vigtigt for os at tilbyde noget i hele bygningens levetid – fra udvidelsen af værkstedet og renoveringen af kontoret til den løbende service, det speciallavede inventar og de små tilpasninger. Samtidigt skal vi naturligvis fortsat videreudvikle kompetencerne og opgradere vores maskinpark, så vi kan imødekomme behovet hos store og små kunder i alle segmenter.
Flere nyheder fra HP Byg
For 70 år siden…
I disse dage er det 70 år siden, at Henning Pedersen – med en startkapital på 1.500 kroner – grundlagde sit firma i Harken ved Hjørring. Der er sket meget siden dengang – men de gamle dyder gælder stadig.HP Byg justerer og optimerer efter første underskud i 10 år
For HP Byg har de seneste 10 år budt på vækst og positiv bundlinje. I 2022-regnskabet fortsætter væksten; men resultatet er rødt. Med opbakning fra ejerkredsen er der gennemført en række tiltag – de tabsgivende projekter er afklaret – og nu handler det om at sikre lønsomheden.139 boliger i Hedehusene opnår DGNB-guld
Teglværkskanten, som består af både etageboliger og rækkehuse, er en del af den helt nye bydel, Nærheden i Hedehusene. Byggeriet, som har et samlet boligareal på 11.200 m2, er opført af HP Byg i totalentreprise – og det har netop modtaget certifikatet, der beviser, at det lever op til DGNB-guld.